Kære Alle.

Først we take Manhattan, then we take Berlin.

Nå...ikke helt. Vi droppede Manhattan, startede med Berlin og er nu i Moskva.
Berlin var fantastisk og Moskva er storslået. Berlin var varm og Moskva er våd. Det er utroligt som det kan påvikre ens opfattelse af byen.

Jeg har aldrig troet at jeg skulle opleve nogen af delene. Faktisk har jeg aldrig haft lyst til det. Berlin fik mig til at tænkte på nazister og anden verdenskrig, og Moskva på diktatoriske kommunister. Det sjove ved begge byerne er at selv om deres historie aldrig har intresseret mig en bønne bliver den så nærværende at man ikke kan lade være med at forske når man står i det.

"Det var da en farlig masse spørgsmål" sagde Palle den første dag i Berlin. Men han var forberedt, det var jeg ikke. Siden har jeg så slugt både "turen går til Berlin" Og "Turen går til Rusland".

Jeg havde glædet mig til Brandenburger Tor. Sikkert bare fordi jeg "kendte" den fra tv. Det var en stor oplevelse for mig at sidde der og iagttage det mylder af liv som udspillede sig for øjnene af mig. Jeg kunne have siddet der hele aftenen i den lune sommer.

Berlin er på mange måder under opbygning. Alle vegne var der stilladser og byggearbejde. Det er imponerende hvad de har nået i løbet af de sidste tyve år.

Vi tog på flodsejlads på Spree. Jeg sad og kogte på dækket i fire timer. Palle tilbragte det meste af turen i restaurenten nedenunder. Men han havde så hellere ikke røde skuldre om aftenen!!!

Vi har set alt hvad vi ville i Berlin. Og jeg er helt vild med byen. - På trods af at de allesammen snakker tysk! Det overraskede mig hvor hurtigt en kylling som mig kom til at føle mig tryg. Tyskerne er meget søde og hjælpsomme. De smiler meget mere end russerne.

Turen mellem Berlin og Moskva var lang. 28 timer i en kupe på 2x2 meter, og så var den endda beregnet til tre!!. Da vi havde placeret vores kufferter var der ikke mere gulvplads. Jeg krydsede fingre i et kvarter for at der ikke skulle komme en til som skulle være i kupeen hele natten indtil vi blev enige om at når vi havde 1. kl. så måtte det være det. Og det var det. Så langt så godt. Vi havde spist en lille morgenmad i Berlin kl. ca. 11.30. Palle havde en drøm om engelsk morgenbuffet med æg og pølser og bacon og det hele, og det stod godt nok også i "turen går til Berlin" at enhver lille cafe med respekt for sig selv serverede det. Desværre havde de cafeer vi fandt ikke respekt for sig selv så vi lod os nøje med "american breakfirst" et sted. En gang vandet bacon med æg. Det er til at leve med, hvis det ikke lige var for den detalje at vi havde regnet med at spise aftensmaden på toget til Moskva. Palles første handling da vi var instlleret var da også at inspicere spisevognen......som ikke var der. Den ville, fandt vi ud af, først blive koblet på i Hviderusland næste morgen. Så der sad vi med tomme maver og tømte vores baggage for mad: 2 bananer, 2 liter vand, 35 cl rødvin, 5 tuc-kiks, pebermyntepastiller og en mast karamelbar + små snack-pølser fra Aldi. Sjovt som man kan gå en hel dag uden mad, når man ved man kan få fat i noget, men panikken kan gribe en når man ved man ikke kan. Jeg var nu mest bange for at tørste. Vi sparede så meget på vandet at der stadig var i flaskerne da vi fandt spisevogenen næste formiddag.

Nå. Moskva....
Det var gråt og kedeligt i morges da vi stod op, men det holdt tørt, og det var det vigtigste. Vi tog direkte til Den røde Plads. Det havde jeg glædet mig til siden vi begyndte at snakke om turen. Og det skuffede ikke. Det var en fuldstændig overvældende følelse at stå der. Lige da vi kom op fra metroen kom vi ud på en plads. Jeg så mig lidt forvirret omkring og ledte efter Lakrids-konfekt-paladset – Vasilij-katedralen, som jeg vidste skulle ligge ved Den røde Plads. Der var ikke rigtig andet end markedsboder med soveniers i alle afskygninger, og jeg tænkte at det var så det, men følte mig lidt snydt. Men så drejede vi om et hjørne og der lå den..... Jeg kan ikke beskrive den fornemmelse jeg havde i kroppen, men jeg fik tårer i øjnene og jeg ved ikke hvorfor. På samme måde som i Berlin fornemmede man historiens vingesus. Det var bare så stort at være der. Lidt ligesom ved Brandenburger Tor.
Dagen idag har været lidt grå og våd, men med mange opløftende oplevelser. Vores hotel er rigtig fint. Og udsigten her fra 26. etage er fantastisk (Palle har taget 16 billeder med hånden uden af det vindue som i sagens natur ikke kan åbnes helt, for a fange lysene over Moskva. Han tager i det hele taget så mange billeder at japanerne er de rene amatører i sammenligning ;-)
Nå klokken er 1000 og jeg skal sove, ellers går jeg også glip af morgenbuffeten i morgen!
Desuden løber min internet licens ud om få minutter så jeg når ikke at rette.
Knus Herfra. Vi rammer den transsibiriske i mrgen Maria

- Maria Kjær-MadsenVindeyørevej 2
Tåsinge61664928www.perlemor.dk

Kære alle.

Så er der net igen. Jeg sidder på Hotel Europa i min seng og skriver. Her er klokken 21.15 men jeg kan se på computeren at den er 14.15 hjemme hos jer. Dette tidsroderi er ved at tage pusten fra mig.

Nå, sidst I hørte fra os var vi i Moskva. Dagen efter havde vi endnu en dag i Moskva, og til min store glæde var det strålende solskin. Den røde Plads var stadig overvældende og denne dag havde vi sat af til Kreml.

Vi gik direkte gennem Alexanderhaven og ned mod indgangen til Kreml. Dagen i forvejen havde der været en kolossal kø, så vi havde indstillet os på en længere ventetid, men nu var det mandag, og russerne på arbejde, så vi stod kun i 10 minutter før vi blev lukket ind i det allerhelligste. Ja det vil sige, det gjorde vi så ikke, for det er ikke hele Kreml der er tilgængelig for offentligheden. Overalt stod der unge uniformerede mænd med en fløjte i munden, og hvis du ikke følger strømmen bliver du dirigeret på plads med en arrig fløjte og store armbevægelser. F.eks. gik jeg lidt ude på en plads og lagde mit Kreml-kort ned på jorden fordi jeg skulle have fat i kameraet i tasken. Da han fløjtede var jeg ikke i tvivl om at det var mig der var problemet og jeg hoppede en halv meter op i luften og for ind på 'fortorvet' til alle de andre.

Vi kunne komme rundt i den inderste kerne. Katedral-gården og Den hemmelige Have. Alle parlamentsbygningerne var nøje bevogtet og desværre havde Lenin hviledag, så ham fik jeg ikke set. Til gengæld var Katedral-pladsen imponerende. Løgformede guldkupler i massevis. Jeg fotograferede og snakkede i et væk. Vi kunne komme ind i de fleste katedraler som var overraskende små indvendigt. F.eks. den hvor zarerne blev kronet var ikke større end Bregninge Kirke. Men den var, som alle de andre, udsmykket med vægmalerier, ikoner, ikke bare enkelte steder men overalt. Væggene VAR ikoner. Derudover hang der svulmende lysekroner, som får mine til at ligne dukkehusmodeller, ned fra loftet. Vi så zarens og zarinaens kirkestole, de var de eneste som kunne sidde ned, og de stod langt fra hinanden. Min første tanke var at jeg da hellere ville sidde sammen med min mand, men så slog det mig at jeg jo selv har valgt min. Det kan jo godt være at zarinaen helst var fri for at skulle dele stol med sin.
Ifølge 'Turen går til Rusland' skulle der i en lille gyde være 'Det gyldne Rum' hvor zarinaerne holdt audiens, men lige meget hvor godt jeg ledte lykkedes det mig ikke at finde det. Til gengæld fik vi katedraler nok og sprang den sidste over selv om det var den hvor Michael Romanov var stedt til hvile. Og Ivan den Grusomme havde et gravmæle. (Der var også en lang kø!)

Efter katedral-pladsen gik vi i Den hemmelige Have. En ung uniformeret mand legede skolepatrulje ved et fodgængerfelt hvor der kom en bil ad den gigantiske avenue en gang hvert 10 minut. (På de gode dage). De gør meget for at holde arbejdsløsheden nede i Rusland. Der er mange uniformerede unge mænd over det hele. (Vi elsker uniformer) Det er meget trygt. I metroen sidder der også kvinder i små bure ved alle op- og ned-gange. Og på gaden i Moskva står der toilet-vogne a la dem man stiller op ved festivaller hvor kvinderne også tjener til dagen og vejen ved at sidde i den ene (dog uden wc) og tage i mod 15 rub (3 kr.) for at komme på toilettet. Men så bliver det også gjort rent bagefter.

Nå, vi fik en kop kaffe og en muffin i Den hemmelige Have. Som ikke var ret hemmelig, der var en masse mennesker. Efter denne lille forfriskning havde vi fået nok af Kreml og gik ud samme sted som vi var kommet ind for på den måde at kunne gå hele vejen rundt om Kreml. Det er en gigantisk mur. På en gang skræmmende og imponerende. Den er fantastisk i al sin majestætiske vælde, men den er også en manifestation af hvor dan magten kan lukke sig inde og have nok i sig selv. Det var virkelig 'dem' og 'os'. Jeg får da set nogle mure. Både dem som stadig står, og dem som egentlig er revet ned.

Nå nok om Moskva, vi skulle videre. Nu gjaldt det langt om længe Den transsibiriske Jernbane.

Michel tog imod os i sin fine uniform. Han var vores togsteward og vældig sød. Kupeen var ligesom man ser det i en film. Lidt større end den vi havde mellem Berlin og Moskva. Indrettet med et sæde i hver side som fungerer som seng om natten. Der er er ryglæn som er sat fast i væggen, betrukket med rødt plys. 'Sengetæppet' har samme røde farve og så er der 'guldklunker' i kanten. Farven og klunkerne går igen på gardinerne som hænger i røvballe-facon. Eller gjorde. Vi startede med at trække dem så meget fra som vi kunne for at kunne se ud. Det perfekte billede ødelagdes totalt af et lille tv som var ophængt over vinduet. Det skulle åbenbart være fint på 1. kl. men vi fik det aldrig til at virke. Heldigvis.

Da vi havde fået installeret os og konstateret at her var alt hvad vi kunne ønske os incl. et strømstik til hver (som der dog først kom strøm i senere), stod der pludselig en stor mand i døren. Han snakkede russisk med arme og ben. Vi rystede uforstående på hovedet hvorefter han sukkede dybt og sagde: 'ænglis'. Jeg nikkede bekræftende. Han udstødte et hvæs og kastede sig så ud i det som skulle vise sig at blive en meget indholdsrig konversation. Han lagde ud med: 'I am restaurant'. Aha, det var kokken. På russisk krydret med enkelte engelske ord fortsatte han sin talestrøm. Vi fattede ikke meget og på et tidspunkt kiggede han arrigt på os og spurgte: 'I am problem?' No, no... no problem. Han sagde lyden igen. Vi fik forklaret ham at vi allerede havde spist, hvorefter han fortsatte med morgendagen. 'Tomorrow?' 'Yes, yes' tomorrow we'll eat' . Det viste sig senere at vi havde sagt ja til at han sørgede for at vi fik morgenmad og frokost hver dag. Men det var faktisk rart nok, selvom det viste sig at morgenmaden var en lille dåse med kiks, nescafe, salt, peber, ketchup, fløde, sukker og smør. Men til middag fik vi varm mad.


Jeg ved ikke hvornår jeg sidst har været så langt nede i stress-niveau. Hele denne tirsdag lavede jeg ikke andet end at hækle og kigge ud af vinduet. Palle har købt to bøger; dels den britiske 'Trans-Sibirian Handbook' som er biblen for rejsende med den transsibisriske jernbane, og dels en dansk 'Tog til Kina' af en togentusiast fra Århus, som udmærker sig ved at have uddybende beskrivelser af det vi kan se fra vinduerne. Det viser sig at være vældig rart at kunne læse om de byer vi kommer igennem. Vi gør en del holdt. Lige udenfor vores dør hænger køreplanen på et skilt, på russisk. Af den fremgår det hvilke stationer vi kommer til, hvad tid og hvor langt et ophold vi har. Palle har helt styr på det og kan underette mig om det undervejs. På stationerne myldrer det med 'gadesælgere' som faldbyder alt fra madpakker til pelshuer. Jeg er ret glad for vores arrangement med den koleriske kok fordi jeg så får et måltid om dagen. Maden i Rusland kan sagtens spises. Men det er ikke noget jeg kommer til at savne. Denne dag fik vi kogt kød med kaftofler. Alt bliver kogt, og så har jeg dem mistænkt for at lade det ligge i store varmefade til det skal bruges.


Den lumre hede udenfor mærkede vi ikke noget til i vores veludluftede kupe. På et tidspunkt hørte jeg en flok mennesker gå forbi på vej til spisevognen som lå øverst i toget (vi havde stort set hele tiden vores dør åben). En kvinde sagde noget i retning af: 'Hier ist es kuhl' hvilket sagde mig at de nok ikke havde de samme forhold på anden klasse. Stort set alle kommenterede vognen når de gik igennem, med noget i retning af "Det her er så første klasse". Jeg hørte også en sige at vores kuper var større. Og det på trods af at der skal være 4 i hver kupe på 2. klasse. Jeg vil sige at hvis jeg skulle have siddet med tre andre i en varm kupe de 5185 kilometer gennem Rusland og Sibirien er jeg temmelig sikker på at jeg ville have skreget højt før vi nåede Omsk. (Hvor jeg så var stået helt af!) Den lille detalje at der ikke er noget bad i toget har alt andet lige også en vis indflydelse på lugten. Selv på 1. klasse.

Palle stod ud på en station og fandt vin og pulverkartoffelmos hos en sælger, men da han skulle til at betale det kom vores koleriske kok farende og sagde: No, no, no og viftede sælgeren væk. Palle gik bare, men han var helt oppe i det røde felt da han kom ind i kupeen igen. Jeg har aldrig set ham så vred. Vi havde faktisk besluttet os for at gå i spisevognen og få aftensmad den dag så det var bare som nødration. Og selvom Palle var bange for at han ville rive hovedet af kokken, var der nu ikke rigtig andre muligheder end at gå ned i hans spisevogn. Kokken så ud som om han havde ventet os og lagde et menukort foran os. På russisk. Eftersom de har deres kyrilliske alfabet kan man ikke engang med lidt god vilje gætte hvad der skal stå. Så jeg kiggede bare og så begyndte jeg at grine. Bestille noget fra kortet turde jeg i hvert fald ikke. Kokken kom tilbage til bordet og guidede os på sit glimrende engelsk.
'Meat?' - yes!
One? Two? - Two!
Salad? Yes!
Soup? Yes!
One? Two? -One!
Drink? - Red wine!

Efter 3 dage i tog havde jeg kuller. Hvis vi ikke var stået af her i Irkursk tror jeg at jeg var sprunget ud af vinduet. En ting er at komme ned i gear, men jeg var ved at gå fuldstændig i stå.

I Irkursk blev vi indhentet af de 5 tidszoner som vi var kørt igennem. På vores Moskva-tids-ure i toget var klokken 01.33 da vi ankom til Irkursk, men på perronen var den 06.33. Så der røg lige en nat.

Jeg har sovet det meste af dagen, og nu har vi lige være ude i byen for at spise. Ligeså charmerende og fascinerende Moskva er, ligeså grim og snavset og ucharmerende er Irkursk. Luften er tung af udstødningsgasser. Beskidte busser kører forbi hele tiden, mens de vælter kulravende sort os ud på gaden. Også her kører bilerne alt for stærkt og fodgængere er sådan nogle man skal have ram på. Vognparken er slet ikke så ny og dyr som vi så den i Moskva, og er eller andet sted ligner byen stadig det deportations-sted det var i gamle dage. Jeg føler mig hverken tryg eller velkommen i denne by. Der var enkelte smukke bygninger men det hele er en blanding af gamle træhuse, som står og forfalder og nyere bygninger uden charme. En anden lille detalje er at russerne ikke gør noget for turismen hvad angår sprog. Alle de spisekort vi kunne finde var på russisk, og jeg var alt for sulten til at satse på en tilfældig ret på kortet. Enden blev at vi gik tilbage til hotellet, hvor vi fik en rigtig dejlig middag. Jeg fik græsk salat, og en stegt!!!! fisk, med lækker sovs og stenbiderrogn. Dertil en rigtig fin årgang Coca-Cola. Det passede min mave godt og nu har jeg det bedre.

I morgen skal vi ud på en to-dages tur ved Bajkalsøen. Jeg glæder mig til et pusterum i naturen.

Mange kærlige hilsner; Maria
-- Maria Kjær-MadsenVindeyørevej 2Tåsinge61664928www.perlemor.dk


Skrevet i Beijing 18.07.08

Kære alle

Vi har ikke kunnet komme på nettet på det sidste, og nu er vi fremme ved Beijing som forbereder sig til OL, men åbenbart ikke ved at lægge hot-spot ind på hotellerne. Nå, hvis I modtager dette har jeg jo nok fundet en løsning ;-)

Vi har det rigtig godt. Indtrykkene har stået i kø de sidste 2½ uge og jeg har oplevet nye sider af mig selv. Det mest åbenlyse er en helt ny form for stilhed! Ja, hvem skulle nu have troet det. Jeg som plejer at snakke som et stenskred kan være tavs så længe at Palle bliver helt nervøs. Jeg kan ikke forklare det, men det er nok noget med den mængde af indtryk som mit hoved til stadighed skal bearbejde. Jeg har det som om jeg er udstyret med et indre memorycard. Når det er fyldt skal jeg have læsset af her på computeren for at det kan fyldes op igen. Godt jeg har denne lille fikse sag med mig. Det betyder også at jeg, foreløbig, har skrevet 26 sider dagbog, men den skal jeg nok skåne jeg for.

Noget andet er en interesse for verden, som jeg jo heller ikke ligefrem har haft så meget af. Jeg som aldrig har gået op i om det var Sverige eller Norge der ligger yderst studerer nu de kort der er i Palles velassorterede rejsebibliotek og begynder at sætte steder i forhold til hinanden. Fordi jeg har lyst!

Jeg har også opdaget at jeg bliver umulig når jeg er sulten!
Og at jeg kan klare mig med to forskellige kjoler.
Og at jeg lugter mærkeligt når jeg sveder.
Og at grænseoverskæringer gør mig nervøs. (og får mig til at svede)
Og at verden ikke er så farlig som jeg frygtede.
Og ikke mindst at jeg kan lide at rejse.

Men jeg kan også mærke at jeg har det bedst ude i naturen. Sidst jeg skrev var vi på vej ud til Bajkalsøen. Vi var ankommet til Irkursk som jeg ikke har nogen intentioner om at gense, men Bajkalsøen, var lige det jeg manglede. Det var fuldstændig fantastisk og storslået. Bjerge, vand, og en lille grøn dal som vi skulle bo i. Vi blev indkvarteret hos nogle søde mennesker som drev en form for bed and breakferst. Det gjorde det meste af denne lille landsby. Vi havde et dejligt døgn der, dog uden så meget søvn, da vores værelse var placeret LIGE ovenpå saunaen, som blev benyttet hele denne lørdag aften hvor vores værter havde inviteret vennerne til sauna-fest. Det var en meget fugtig omgang for os. Men naturen – jeg troede ikke den kunne findes flottere.

Men det kunne den. Mongoliet, som var det næste stop på rejsen, tog fuldstændig vejret fra mig. Her igen, som med Berlin og Moskva, blev mine forestillinger vendt 180 grader. Jeg tænkte på Mongoliet som et lille kriger-land som jeg bare skulle have overstået inden turen gik til Beijing. Vi blev afhentet på stationen og kørt direkte ud i en Nationalpark (som egentlig var en turistpark, men skidt med det, jeg kunne ikke se forskel.) hvor den ene Ger-camp efter den anden dukkede op i et forrygende bjerglandskab, afløst af stepper fyldt med får, geder, køer, yak-okser, kameler og ikke mindst heste. Alt i flokkevis.

En ger er det vi på dansk kalder en Jurte. Et ottekantet telt som er overraskende stort indvendigt og indrettet som en lille dagligstue, med senge i siderne. Fire eller fem senge. Vi boede sammen med et ungt par fra København og det var vældig hyggeligt.
Jeg fik muligheden for at komme ud at ride. Det var virkelig dejligt at se denne storslåede natur fra hesteryg, selvom vores (jeg var afsted sammen med Mette, den unge pige fra København) heste ikke var de mest sprælske, og vores guider var 10 år, og havde travlt med at imponerer os ved at plukke blomster uden at sidde af,ved at hænge ned ad siden på hesten. Og så efterfølgende komme og overdrage blomsten (eller blomsterhovedet) til os. Det var sjovt og hyggeligt (og billigt 15 kr. pr. næse for en times tid på stepperne).

Dagen efter skulle vi tilbage til Ulan Bator, Mongoliets hovedstad. Her var vi på city-tour. Et tibetansk buddist-tempel (en tibetanske form for buddisme er meget udbredt i Mongoliet). En tur på Mongolian barbeque til frokost. (Super-lækkert) og så en rundvisning på National-museet som var ved at slå os begge ihjel. Der var 3 etager med 1000 rum og 1.000.000 montre og alle mulige og umulige udstoppede dyr. Jeg kedede mig bravt i 2 timer. Det eneste spændende var en stor sal men dinosaur-skeletter fundet i Gobi-ørkenen. Den ægte vare. Der var da 10 minutter hvor jeg ikke var ved at sparke til den meget omhyggelige museumsguide, med et uforståeligt engelsk, vi havde fået med rundt.

Dagen sluttede med en times meget professionelt folkloreshow. Det var, ikke overraskende, tilrettelagt specielt for turister, men det var ok for jeg havde aldrig set noget lignende. Ca. 20 medvirkende i folkedragter (og hvilke dragter).Dans, sang, musik og akrobatik. Gamle folkesange og traditionelle instrumenter. Og ikke mindst strubesang. Det var yderst specielt. Jeg vil ikke kalde det kønt, men jeg var dybt imponeret. Overtonerne fyldte det lille (meget varme) teater sammen med hans basagtige melodistemme.

En kvinde spillede på et harpe-lignende instrument. Meget smukt og delikat. Dette blev dog forstyrret af et japansk selskab på den bageste række. Lige bag mig sad en kvinde og tog billeder med et kamera som var udstyret med en lille tre-tonet-melodi hver gang hun tog et billede. Jeg var helt oppe i det røde felt. Og til sidst vendte jeg mig om, og så så arrigt på hende at hun skyndte sig at pakke det væk. I det hele taget forstod jeg ikke hvorfor dette selskab havde købt billetter til showet. De kunne have siddet og snakket alle mulige andre steder.

Jeg arbejdede lidt med min tolerance.

Showet var fint afstemt med de forskellige indslag som ikke var for lange. Højdepunktet var dog tre småpiger, som viste en form for akrobatik på en lille trekantet plade med en stang på ca. en halv meter, som endte i en lille pude på størrelse med en hånd i hvert hjørne. De tre piger snoede sig ud og ind af hinanden og sig selv. Med en balanceevne som jeg aldrig har set lignende. I hvert fald ikke 'live'. Jeg sad med lige dele, 'Nej hvor er det her fantastisk' og 'Ã…h, nej, de stakkels piger. De skal gå til kiropraktor hele deres voksenliv' Men imponeret det var jeg.

Så kom tiden til vores sidste etape på den Transsibiriske (som nu var blevet Transmongolsk) Jernbane. Selvom jeg var ualmindelig træt af toget da jeg nåede Irkursk, har de to sidste etaper (Irkursk – Ulan Bator & Ulan Bator – Beijing) været positive overraskelser. (Og så har de kun været på godt et døgn begge to.) Landskabet har været helt anderledes fascinerende på disse etaper. Det værste har været grænseovergangene. Mellem 6 og 7 timer sad vi og ventede på at komme ind i Mongoliet (i stegende varme og uden aircondition) og 4-5 timer ventede vi på at komme ind i Kina.

Men nu er vi her. Beijing står i OL's tegn. "We are ready" som vores guide sagde på vej til hotellet. Det er nok slet ikke noget dårligt tidspunkt at se Beijing på. Den er i hvert fald shinet op til narrestreger, og ren og pæn. I morgen skal vi på den obligatoriske sightseeing. Den himmelske freds Plads, Den forbudte By osv. På søndag er det Ming-gravene og Muren. (endnu en mur !!!)

Jeg ved godt jeg kommer til at gå i kø¸ med alle de andre turister, men det er egentlig ok at have den slags ture første gang man besøger en by. Man får da præsenteret seværdighederne, og vi ville spilde alt for meget tid hvis vi ikke havde vores guide og vores chauffør. Jo, jo....Der er ikke sparet på noget her ;-)

I morgen aften skal vi have Peking-and. "Do you want the exellent one or the good one?" spurgte vores guide da vi bad hende finde et sted til os (alle tre) i morgen aften. Ja, men vi skal bare have den bedste Peking-and i Peking. Så det glæder jeg mig til.

Jeg håber I alle har det godt derhjemme eller hvor I nu befinder jer i sommerlandskabet. Jeg har slet ikke nogen fornemmelse af vejret derhjemme, for når jeg snakker med Sjønne er vejret det sidste vi snakker om!

Glæder mig til at se jer igen.

Kærlige tanker og hilsner, Maria
Ps. I sendende stund står jeg ved en bar på hotellet med en computer som skriver kinisiske skrifttegn. Wauw, saa gælder det om at huske hvor kopier og saet ind ligger i rulle menuen :-) Beijing er fantastisk, men det kommer i næste brev!

Kærlige tanker. M-- Maria Kjær-MadsenVindeyørevej 2Tåsinge61664928www.perlemor.dk

Kære alle.

Tiden flyver afsted, og vi løber med tungen ud af halsen for at få det hele med. Vi nærmer os afslutningen på en fantastisk tur, men det er ok. De sidste par dage har vi været noget vingeskudte, og vi er begge blevet allergiske overfor guider og arrangerede udflugter.

Sidste gang jeg skrev var vi lige ankommet til Beijing. Det føles som om det er 100 år siden. Jeg har plukket lidt i min dagbog for at give jer en fornemmelse af de sidste otte dage. Det er tilladt at skimme;-)

Lørdag d. 19.juli. Sightseeing i Beijing

Første stop var Den himmelske freds Plads. Jeg havde glædet mig meget til den. Der er noget fascinerende over pladser, men endnu har jeg ikke fundet noget der overgår Brandenburger Tor. Det gjorde Den himmelske freds plads, eller som kineserne siger; The Chairman Square, heller ikke. Men den var flot. Og enorm. Vi gik henover den. Selvom den har en om muligt endnu længere historie end de andre pladser (guiden fortalte at pladsen har ligget her næsten lige så længe som den forbudte by) havde jeg ikke den samme fornemmelse af historiens vingesus som jeg havde på Den røde Plads og ved Brandenburger Tor. Den hf Plads er så stor at man næsten glemmer at det er en plads. I midten står det obligatoriske monument for 'et eller andet' i dette tilfælde noget med folket. Foran den stod 5 unge mennesker vagt, i typisk kinesisk ungdomsuniform og røde flag. Da jeg ville vide hvorfor de stod der, svarede Betty, vores guide, at det nok var frivillige studerende. Frivillige??! Ja, sådan kan man også få sin sommerferie til at gå! (Hvad skal du lave i ferien? Mig, tja... jeg regner med at stå ret på Den himmelske freds Plads med et flag i hånden. Hvad med dig ?) I øvrigt summede pladsen af liv. Ikke overraskende. Sommerferien er lige begyndt for de kinesiske skolebørn, og desuden var det lørdag. Så vi tog endnu engang de nationale top 10 besøgssteder i en weekend. Men det var da også hyggeligt at se Den forbudte By sammen med resten af Kina.

For enden af pladsen ligger så indgangen til Den forbudte By; som man har set det så mange gange, med Mao i kæmpeformat over porten. Endnu en af de oplevelser hvor jeg stopper op et øjeblik, kniber mig selv i armen og spekulerer på om det virkelig kan være sandt at jeg er her. Men det er det. Jeg kom ind ad den første port og stod i det de kalder den ydre gård. I princippet fungerer Den forbudte By ligesom de russiske dukker som kan åbnes og inden i er der en ny, og en ny, og en ny. Og så videre. I den forbudte by går man ind ad en port og så er der et palads. Det må man ikke komme ind i; men igennem døren kan man se at der står en stor trone, og guiden kan fortælle at dette palads kaldes 'Palads for unik forening'. Så går man om bag det, og ind ad en ny port hvorefter man står foran et nyt palads, og guiden fortæller (med samme entusiasme) at dette palads hedder 'Palads for guddommelig styrke'. Det må man heller ikke komme ind i; men man kan se (henover hovederne på resten af Kina) at der står en trone. Og så fremdeles. Har man set et har man set dem alle. Jeg er imponeret over Bettys evne til at få de enkelte dele i Den forbudte By til at fremstå lige unikke hver gang.

Efter Den forbudte By tog vi en tur i rickshaw. Det skal man næstenhave prøvet ikke? Så vi kørte i kortage sammen med de andre turister, igennem en mere ydmyg del af Beijing. Men det var nu spændende nok.

Efter en frokost, hvor vi blev lukket inde i et rum helt alene. (Jeg tror at det for kineserne, som altid er sammen med en milliard mennesker, er det udtryk for luksus at være helt alene i et rum på restaurant. Men vi ville nu hellere have siddet sammen med de andre gæster) , skulle vi til sommerpaladset. Det lignede de bygninger vi havde set i DfB, men bare mindre. Her var der til gengæld meget have, og en stor sø. Der var virkelig dejligt. Der var også en 750 meter lang overdækket sti langs med søen. Den er registreret i Guiness Book of Records, som den længste bemalede gennemgang. Det var som små pavillioner sat sammen i en lang række, og så med malerier i loftet og på søjlerne. Meget imponerende. Betty snakkede stadig om alle de bygninger og statuer og jeg-skal-komme-efter-dig som vi kom forbi. Jeg har udviklet en teknik hvor jeg ser meget interesseret og opmærksom ud, og så lader det meste løbe igennem. Hun kaster rundt med årstal og kejsernavne og jeg har ikke en kinamands chance for at følge med.

VI var godt møre da vi nåede hotellet. Eftersom vi skulle ud og spise Peking-and og jeg ikke havde noget rent tøj, havde jeg en elegant undskyldning for at gå på indkøb. Palle stak mig 1000 yen, da jeg bad om et lån (jeg havde ikke fået hævet yen endnu) og jeg grinede og sagde at så havde jeg da også nok.
Det var lidt svært at finde en forretning med tøj men jeg kom ned i en lille baggade og pludselig hang der en kjole. Jeg stoppede op, og mere skal der ikke til. Ud af forretningen stormede en kvinde. 'Come look! Look is free!' Jeg nikkede bare og gentog, i al min naivitet 'Look is free'. Hvorefter jeg gik ind i den lille butik.

Der hang kjoler og kimonoer og alt hvad hjertet ellers kunne begære og jeg gik lidt rundt. Men det er svært bare at få lov til at kigge i Kina. De bliver ved og ved og ved.
'What you want?'
'I need a dress'
'Ah...a dress' – og så kom kjolerne ellers i en lind strøm. Alle i størrelse xl. Det er lidt hårdt ved ens selvopfattelse.
Nå, jeg fandt en sød sort kjole i min størrelse og prøvede den. Ok. Godkendt. 260 yen. Det var ikke gået op for mig at man skulle prutte om prisen så jeg smilede bare helt op til ørerne. Nu var der ikke en men tre kvinder/piger omkring mig i den lille shop. Den ene satte mit hår op med en rædsel af et spænde.
'Very pretty, very traditional'
Den anden smed en ualmindelig smuk perlekæde om halsen på mig med nogen meget store perler, men nu vågende min mistro. Jeg havde læst at det er i Kina man skal købe perler, men også at man skal se sig for, og jeg kunne selvfølgelig ikke huske hvordan man kunne se om de var ægte. Jeg må have set lidt mistroisk ud, for nu begyndte kvinden på en meget intens og overbevisende salgstale. Jeg fik en lang forklaring om at disse perler var helt specielle fordi..... og ..... og..... og siden jeg ville købe kjolen kunne jeg få det hele til 680 yen. Hold da op. Jeg er verdens dårligste købmand, og perlerne er smukke og.... så jeg trak Palles pengebundt frem og fiskede 700 frem. På vej ud af forretningen lå der et jadearmbånd. Jeg tøvede 2 sekunder for længe og så sad det på armene af mig. Det skulle koste 980. Men special price fordi forretningen snart skulle lukke. 860. Jeg havde jo ikke de penge, men jeg kunne bare bruge creditcard. Men der var jeg trods alt smart nok til at sige at det havde jeg ikke med. Nå, det er åbenbart måden at tinge om prisen på. Jeg blev ved med at forsøge at komme ud af forretningen, men kvinden blev ved med at holde mig tilbage 'Lady, lady'. Men jeg havde jo kun 320 yen tilbage så lige meget hvor meget hun slog af kunne jeg jo ikke betale det. Til sidst spurgte hun om hvor meget jeg havde. Ja, men de 320 der var tilbage efter sidste handel.
'Ok' og så begyndte hun at pakke det ind.

Søndag d. 20. juli

Dagens program lød på Den kinesiske Mur og Ming-gravene. Endnu en af de der 'Hold-da-ellers-lige-op'-oplevelser. Vi skulle køre et stykke for at komme ud til muren. Vores chauffør havde lovet at han ville forsøge at komme så tæt på Det olympiske Station, kaldet 'fuglereden', at vi kunne se det og tage billeder af det. Det gik også meget godt indtil vi kom tæt på. Der var politi overalt. Dels har de lige indført en regel om at man kun må køre på lige datoer når ens nummerplade ender på et lige tal, og på ulige datoer når ens nummerplade ender på et ulige tal. Dette for at minimere trafikken i OL-tiden. Det var den første dag hvor dette blev sat i kraft og politiet var på stikkerne. Desuden havde de lagt en ring omkring stadion. Betty mente at det var fordi de er bange for sabotage. I hvert fald kunne vi kun lige skimte den i det fjerne.

Vi opgav efter flere forsøg og kørte mod muren. (Senere lykkedes det dog for Palle at komme tæt på og få nogle rigtig gode billeder.) Det var, atter, en meget varm dag. Varmen her minder mig om varmen i Alabama. Samme tunge luftfugtighed. Jeg havde det lidt skidt. Både fysisk og psykisk. Dels havde jeg lidt kvalme som ikke blev bedre at køreturen og dels var jeg ved at få nok af nye seværdigheder. Men det er svært at melde sig ud, for hvem siger nej til Den kinesiske Mur ?

Da vi nærmede os kunne vi se den kravle op ad bjergsiden. Det er et imponerende bygningsværk. Faktisk stammer det tilbage fra dengang Kina var en masse små riger. De forskellige stormænd byggede deres egen mur for at beskytte lige deres område. Den kejser som så samlede riget (den samme som fik lavet Terracotta-krigerne) beordrede alle disse 'små' mure bygget sammen til én som kunne beskytte det store rige. I dag er der nærmest tale om en rekonstruktion. Det er der i det hele taget med meget at kinesernes ældgamle seværdigheder. Men det får man dem nu ikke til at indrømme. 'This has a history that goes 600 years back!) Ja, ja, jeg er ligeglad. Stor og imponerende var den.

Vi blev sat af der hvor alle turister bliver sat af. Der er simpelthen bygget en motorvej som kører lige derop. Det er et sted hvor man så kommer direkte ind til muren og ikke først skal klatre op ad bjerget for at nå den. Jeg var stadig ikke på toppen, så da Palle og Betty sad og snakkede om at de ville helt op til det øverste tårn tænkte jeg bare 'dem om det – jeg kan klare mig med mindre'. Muren er bygget op af trapper. Mange trapper. Trinene er ikke lige brede og ikke lige høje, så man skal faktisk være ret koncentreret for at gå på den. Derudover var det jo så den dag hvor resten af Kina var kommet til muren (de havde jo set DfB dagen i forvejen) så det var svært at finde et jævnt tempo. Det lykkedes mig på et tidspunkt at finde lidt rum og så gik det ellers deropad i samme malende tempo som da jeg løb marathon. Ikke hurtigt, bare jævnt. Nu havde min vilje sat ind. Jeg ville op til det øverste tårn. Og det kom jeg. Jeg svedte som en hest. Det er ikke løgn når jeg siger at min kjole (som dog var af bomuld den dag (men ret lang) var gennemblødt. Luften blev tyndere, ellers sådan føltes det i hvert fald, og jeg hev efter vejret. Den eneste fordel var at jo højere op jeg kom, jo færre mennesker var der. 1800 trin. But I did it.

Det var en dejlig oplevelse. Udsigten var fantastisk og selve turen havde jeg rigtig godt af. At jeg så glemte at strække ud bagefter det kan kun være ris til egen røv. Og det var det. Dagen efter var slem, men 2 dage efter var rigtig slem, det gjorde ondt når jeg gik.

Om eftermiddagen var det Ming-gravene. Det var lidt en skuffelse. Jeg havde forestillet mig at jeg skulle se nogle døde kejsere, eller i det mindste nogle skeletter. Men nej. Der var en del af de bygninger som jeg nu efterhånden har ret godt styr på, en dejlig have, og så en skovklædt bakke hvori kejseren lå. Men den var ikke gravet ud! Da vi nåede udgangen troede jeg stadig at vi havde det bedste til gode.

Mandag d. 21. Xi'an

Den første dag i Xi'an regnede det. Guiden hentede os ved toget og bekendtgjorde at hun ville udskyde vores sightseeing til dagen efter. Halleluja. Jeg tog en dag i morgenkåbe og futter, uden at forlade hotellet et sekund! Lige hvad jeg trængte til.

Xi'an er en charmerende by og selvom den atter stod på guide-tour nød vi både et museum med en stenalderlandsby, og en pragtfuld have. Kejserens. Hvilken af dem fik jeg ikke helt styr på. Det er nemmere med vores Frederik d. 1, Christian d. 1, Frederim d. 2. osv. og så alle de dynastier. Jeg er sikker på det er en spændende ting at sætte sig ind i. Men det må vente til jeg bliver pensionist.
I Xi'an faldt jeg så endelig over den silke som jeg havde ledt efter. Stort udvalg, lave priser. Og så fylder det ikke så meget i kufferten! Jeg gik lidt amok. To timer med 3-4 ekspedienter som hee tiden fortalte mig hvor smuk jeg var. Pretty Woman om igen. Længe leve MasterCard.

Palle stod hele sceancen igennem uden et ord. De kom med te og vand for at holde ham beskæftiget.

Og så gik turen omsider til det nye 8. vidunder i verden. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men den gigantiske hal jeg blev vist ind i tog lidt pusten fra mig. Det var ganske overvældende. Vi så både dem der er gravet ud, restaureret, og sat tilbage på findestedet. Og dem som stadig lå i tusind stykker (der er kun fundet én intakt kriger ud af de 7000 de har fundet.). Desuden så vi bunkerne der hvor man har valgt at lade nogen ligge til eftertiden fordi alle krigerne er meget smukt bemalet, men når de kommer frem i lyset forsvinder malingen næsten øjeblikkelig. Den kejser som havde fået lavet krigerne var den samme som samlede Kina. Han havde kæmpet meget for at nå dertil og disse terracottakrigere er modeller af hans faktiske hær. Hjemmefra havde jeg hørt at de alle havde forskellige ansigter, men jeg var ikke klar over, at det var fordi de rent faktisk er modeller af levende (nå ja, døde) krigere. Hele historien om denne store kejser som udrettede en masse i sine unge år, og så forfaldt til livets glæder, og endte med at blive ret dekadent, var meget spændende. Jeg blev overraskende fanget af dette museum, selvom det var nummer 1000 i rækken.

Tirsdag d. 22. juli

Den sidste togtur gik til Chongqing hvorfra vi skulle afsted på krydstogt. Men det må blive i det sidste rejsebrev.

Nu er vi fremme i Shanghai. Det er noget ganske andet end det vi hidtil har set. I morgen er der sightseeing m/guide. Vi kender rumlen. Tirsdag tager vi tilbage til Beijing og onsdag flyver vi hjem. Det glæder vi os nu også til.

Mange hilsner Maria
og fra Palle.
-- Maria Kjær-MadsenVindeyørevej 2Tåsinge61664928www.perlemor.dk

Vindeby d. 31. juli

Så er vi vel hjemme. Det var en lang tur hjem fra Beijing, men på den anden side tog det os 14 dage at komme derud og kun 10 timer at komme hjem. Drengene havde arrangeret dejlig dansk sommermad i gårdhaven da vi nåede Troense kl 21.15 igår aftes. En dejlig velkomst.

Nu tusser jeg rundt og ser på det store arbejde Sjønne har lagt i at få gjort huset klar til indflytning hele sommeren. Det er blevet fantastisk flot.
Hermed de sidste oplevelser som var gjort klar til afsendelse.

Kærlig hilsen, Maria.

Kære alle

Ja, så kommer det sidste rejsebrev. Tusind tak for de mange hilsner på min fødselsdag. Det var rigtig dejligt at høre fra jer. Jeg sidder på hotellet i Beijing, og stykker det sammen mens Palle er på Den himmelske freds Plads for at sige farvel til Mao. Vi bliver afhentet kl.11.00 og så står den på security-check, ventetid og 10 timers flyvetur, før vi igen kan sætte fødderne i den danske muld.

Det har været en fantastisk tur, og vi er begge mætte af indtryk. Vi er allerede begyndt at snakke 'tilbage'. Her til morgen var der billeder af den rusisske præsident som, på Den røde Plads, sagde held og lykke og farvel til de russiske OL-deltagere. Den røde Plads! - Vi synes det var lidt sjovt at se. Men det føles som om det var længe siden vi stod der selv.

Den sidste uge har været fyldt til bristepunktet. Hermed lidt højdepunkter.

Torsdag d. 24. juli -06.12 (lt) Ankomst Chongqing

Vi ankom meget tidligt, og blev hentet af en ung mand for en gangs skyld. Der var stadig lidt tid til seværdighederne åbnede og guiden foreslog os at gå hen på byens torv og kigge lidt på morgengymnastikken. Det var sjovt! Alt det jeg havde set og hørt om kinesernes fællesgymnastik udspillede sig for øjnene af mig. Og lidt til. Pladsen i Chongqing var meget stor. Også meget ny, men den var alligevel meget charmerede. Midt i det hele stod den store traditionelle port med smukke mønstre og buede tage i flere lag, og det selvom pladsen var belagt med glatte slebne fliser og i det hele taget var ret tjekket. Der var fyldt med mennesker. Og larm. Tre forskellige slags musik kom ud af højttalerne tre forskellige steder på pladsen. Et sted dansede de noget der lignede en serie i jazz-ballet. Et andet sted var et hold i gang med en sværd-dans. (med sværd) Faktisk var der mindst to slags sværddanse, for da den ene var slut skiftede de til et andet sværd og tog en ny. Jeg havde dog nok ikke kunnet se forskel hvis jeg ikke tilfældigvis havde set dem skifte.
Et sted dansede de en viftedans, og oppe ad den store trappe som førte op til rådhuset i bunden af pladsen (hvor jeg satte mig og havde udsigt over det hele) var der på rådhuspladsen, et niveau over de andre et lille hold i gang med tai-chi.
En ung kinesisk kvinde var klædt på som en argentiner og dansede nede på pladsen med sig sig det meste af tiden. Små kokette og ydefulde dansetrin, så med mit begrænsede kendskab til latinamerikansk dans så meget autentisk ud. Længst væk fra hvor jeg sad var et par unge i gang med et spil badminton. Eller en anden form for netspil. (dog uden net)
En andet sted dansede en ung kinesisk mand helt klædt i sort pardans med en kvinde i blomstret kjole. Gamle mænd i undertrøjer hoppede på stedet og en af dem tog trappen hvor jeg sad flere gange. Hver gang hilste han pænt og smilede til mig. Et hold unge skoleelever i gult lavede gymnastiske øvelser som forberedte dem på en eller anden form for kampsport. De fleste var klædt i almindeligt tøj, men en del havde dog shorts og undertrøjer på. Flere steder kunne man se at de øvede var en slags rollemodeller for de nye og man stillede bare op i en række og forsøgte at følge med hvis man ikke kendte trinene. 98% af det jeg så var på forhånd koreograferede trin og armbevægelser. Når en serie var overstået småsludrede man kort og gik i gang med noget nyt.
Hele dette fantastiske sceneri blev bundet sammen af gadefejerene i deres gul-grønne dragter som man ser overalt i Kina, med en kost i den ene hånd og et stort lukbart fejeblad i den anden. Samt gartnerne i samme uniform, der puslede om blomsterne i bedene på pladsen. Fuglene forsøgte ihærdigt at overdøve musikken og bilerne som kun havde en begrænset adgang til pladsen kørte i køer på gaden foran rådhuset.

Jeg var i mit es. Det er min måde at rejse på. At sidde stille (gerne med min notesbog i nærheden) og suge indtrykkene, menneskerne og stederne til mig. Jeg kunne skrive historien om den unge kvinde som har set Evita, og drømmer om at danse på en tango-bar i Buenos Airos. Eller den gamle mand på trappen, som endelig har fået tid til at nyde tilværelsen. Eller den lille kvinde som forsøgte at lære en ny serie og hele tiden var en brøkdel bagud med sine bevægelser og ikke slap 'føreren' med øjnene et sekund. Eller barnet som kæmper for at blive så god til sine øvelser at træneren vil få øje på ham og give ham enetimer i kampsporten. (Noget som må stå som en uopnåelig drøm i et land hvor man aldrig er alene.)

Dagens første programpunkt var et museum. Hurra. Det viste sig nu at være et en god tids-investering, da det handlede om Yangtze-flodens historie, og forløb. Vi fik et forhåndskendskab til den flod vi skulle afsted på samme aften. Desuden var der en silkebutik hvor jeg lige fik købt mig en tynd silkekjole, da varmen nu havde taget fat og jeg ikke kunne ånde i den jeg havde fået på. (Det er jo en efterårs-bluse, sagde ekspedienten, da jeg forklarede at jeg var ved at omkomme. Hvad ved jeg. Den ekspedient som havde solgt mig den havde sat at fordelen ved silke var 'cool in summer – warm i winter' Men det kunne åbenbart gradueres og jeg beholdt min nye røde kjole på da jeg gik ud til guiden som slog hænderne sammen og sagde: 'Fantastic! Hvorefter jeg synes han skulle have rigtig gode drikkepenge.)

Efter museet kørte vi til et gammelt hus. Chongqing har en lang historie,men det meste af byen er revet ned og bygget op. Man har dog bevaret en gammel rigmandsvilla som i dag fungerer som museum. Endnu engang fik vi en museumsguide og fulgte hende rundt. Det var meget spændende. Dels var selve huset smukt og dels var det interessant at høre om det liv som havde udspillet sig i det. Vi endte i den obligatoriske shop. Denne gang kom jeg ud med en specielt Chongqing-lokalitet. Et lille maleri på et blad. Det ender med jeg bliver nødt til at få Sjønne til at udvide vægpladsen på mit værelse.

Sidst på dagen blev vi kørt til havnen, hvor vi fik lov til at vente en rum tid, før vi kunne komme ombord på skibet. Jeg er ved at udvikle en kinesisk tålmodighed, så jeg tog bare min bog frem og gav mig til at læse. Da jeg på et tidspunkt fortalte guiden at jeg tror kineserne er vendens mest tålmodige folkefærd, svarede han at de jo ikke har noget valg. Da jeg så anførte at hjemme ville folk begynde at trave op og ned ad gulvet og finde nogen at skælde ud på gav han et kast med hovedet og sagde: 'To much police'. Og det er rigtigt. Der er politi allevegne. Og de steder hvor der er mange mennesker er der meget politi.

Ved receptionen på båden sagde Ming farvel og vi var igen overladt til en ny guide. Han viste os ned til vores kahyt. På vejen derned fortalte han at dette skib havde 2 luksus-kahytter som ikke var lejet ud til denne tur. Hvorfor det lige blev os der fik det tilbud ved jeg ikke. Der er hundrede mennesker fordelt i 40 kahytter, og der er kun 2 luksuskahytter som ligger helt ude i forstavnen, langt væk fra motoren og lige under kommandobroen. Han viste os først en standardkahyt, som bestemt var ganske udmærket, men som ikke havde udgang til dækket, hvorefter han viste os en meget større, som havde egen udgang til fordækket, som kun måtte benyttes af gæsterne i de to luksuskahytter. Desuden var der lænestole og et køleskab. Alt sammen til en merpris for tre nætter på 200 Eu. Jeg kiggede på Palle og sagde: 'Jeg vil gerne betale det halve.' (det fik jeg nu ikke lov til ) Normalt betragter jeg mig selv som et meget socialt menneske, men udsigten til at have et lille hjørne af fordækket med en solstol, hvor jeg bare kunne få lov til at være i fred i tre dage og kigge ud over vandet, var alle pengene værd for mig. Vi slog til og flyttede ind.
Fredag d. 25. juli: Zhongxian, Shibaozhai-templet, Wanxian, Fengjie og Qutangkløften.
Den første dag på skibet sad vi bare og slappede af på dækket. Der var godt nok er udflugt ind til land, men hverken Palle eller jeg orkede. Vi var fyldt op til randen, så vi nød bare vores lille luksus-paradis på Yangtze-floden.

Lørdag d. 26. juli: Badong, De Små Shennong-kløfter, Wukløften og Xiling-kløften (vest).
Allerede klokken 8.00 sejlede vi ind i den første af de tre kløfter, som er hele turens omdrejningspunkt. Og det var da også ualmindelig smukt. Vi sad på 'vores' dæk og nød de næste timer.
Efter frokost var dagens program en udflugt i en lille side-kløft, og vi tog begge med.

100 turister blev guidet over på en mindre båd, som kunne komme ind i kløften. Jeg valgte soldækket, og det kunne også sagtens gå, da jeg havde fundet mig en plads helt oppe foran halvvejs under et solsejl. Jeg investerede også i en hat som det første, da jeg kom ombord på båden. Der står sælgere allevegne. Man behøver bare at tænke på at man mangler en hat, og så kommer de stormende med et større udvalg. Bevæbnet med hat og kamera satte jeg mig klar, mens Palle forsvandt ned under dæk til airconditioningen. Da vi begyndte at sejle fik jeg vinden i ansigtet og var lige ved at føle mig som en heldig gris, da de tændte for højttaleren. Lige ved siden af. Og så begyndte dagens cirkus. Kinesere går ud fra at turister ikke kan tænke selv, og at de helst skal underholdes uafbrudt. Derfor fik jeg i den næste time, på tre sprog, informationer om ALT hvad vi sejlede forbi.

Det var smukt. Meget smukt. Og i et omfang jeg var i stand til at abstrahere fra den uophørlige larm fra højttalerne (behøver jeg at skrive at når guiden endelig tav et øjeblik spillede de musik), nød jeg hvert minut.


27. juli Afgang Yichang med fly – ankomst Shanghai

Efter morgenmaden blev vi sat på busser for at køre til De tre Kløfters Dæmning. Et gigantisk bygningsværk som har konsekvenser hele vejen ned af Yangtzefloden. Vi fandt aldrig rigtig ud af hvor højt vandet allerede er steget, og hvor meget det vil stige endnu, når dæmningen står færdig i 2009. Men hele landsbyer er blevet forflyttet for mange steder stiger vandet over 50 meter. 1.3 millioner kinesere har været tvunget til at finde sig til rette et nyt sted. Vores guider fortæller at de unge generelt er glade og ser det som en mulighed for udvikling, hvorimod de gamle er kede af at forlade det sted de er født og opvokset. Regeringen har, tilsyneladende gjort meget for at lette overgangen. Alle er blevet tilbudt et nyt sted at bo og penge oveni. Mange unge har valgt at flytte til storbyerne hvor de så er blevet garanteret et job udover de penge de fik. Flere steder langs med floden så vi helt nye byer som var anlagt for at huse disse mennesker.

Efter endnu en times kørsel var vi i Yichang hvorfra vi skulle flyve til Shanghai. Hvis en eller anden havde tilbudt mig at jeg kunne bytte min billet med en til Kastrup havde jeg helt sikkert taget imod. Men der var der ingen der gjorde. Vi blev mødt at en guide!!! som havde 4 timer han skulle udnytte før vi skulle flyve. Vi tillod os at være totalt asociale turister og bad om at blive kørt direkte til lufthaven. Ingen af os orkede endnu en byrundtur. Vi spiste en ualmindelig dårlig frokost og tilbragte tiden med krydsord og dagbogsskrivning. (Jeg er vild med min computer)


Mandag d. 28. juli Byrundtur i Shanghai / Min fødselsdag.

Jeg havde sat min mobil til at vække mig kl. 7.00 for vi ville blive afhentet kl. 9.00. Jeg vågnede med det samme, og ovre fra Palles seng lød det:' Den ligger der!' Ved siden af min seng lå en pose og et kort. I posen lå det smukkeste sorte silkesjal med håndbroderede blomster. (selv har jeg kun købt noget med tryk, det er billigere;-) og på kortet stod der, at han var glad for at jeg var taget med ham for ellers var han ikke kommet nogen steder. Nej, men det var jeg sandelig heller ikke. Så det må være det de i Punkt 1 kalder en win-win-situation.

Morgenbuffeten var rigtig god, og det tegnede til at blive en god dag. Guiden, Lisa, som havde hentet os i lufthaven ville også hente os til den obligatoriske bytur, men hun virkede sød og sjov, så det kunne have været meget værre.
Da vi kom op på værelset efter morgenmaden ringede telefonen. En lille kineserstemme spurgte om jeg var Maria og da jeg bekræftede dette sagde hun at hun var blevet bedt om at aflevere nogle gaver så hun ville komme op. Jeg blev lidt forvirret men regnede med at det var hotellet som havde set at det var min fødselsdag og jeg så ville få en lille dingeling som symboliserede enten: Happiness, Prosperity, Fortune eller Longivity. (Glæde, fremgang, rigdom eller langt liv) da det er de fire som går igen. Stor var min overraskelse da jeg lukkede døren op og der stor en pige med en gigantisk buket roser i hånden. Jeg blev totalt paf, og helt vildt glad.- Da jeg havde fået bugseret denne smukke buket ind på værelset fandt jeg kortet. Palle havde lige nået at sige:'De er fra Sjønne!', men det afviste jeg blankt. Men det var det. 45 langstilkede lyserøde roser pakket ind hver for sig, om man åbenbart gør det her. Og en flaske champagne. Min yndlingsdrik. Det tegnede til at blive en fantastisk dag.

Shanghai breder sig over 6341 km3 og har 18 mill indbyggere. Ca. det samme som Beijing, men de har tre gange så meget plads. Så Shanghai er bygget opad.

Vi blev afhentet og dagens program blev remset op. Det lød overskueligt, men belært af erfaring indstillede vi os på en lang dag.
Første stop var et tempel. Jade-templet; fordi en fyr på et tidspunkt var kommet rejsende gennem Shanghai på vej mod Indien med fem store jade-figurer af Buddha. Shipping-mulighederne var ikke optimale så han blev nødt til et efterlade to af dem i Shanghai, og dem blev der så bygget et tempel til. De var vældig flotte. Men templet i sig selv var endnu bedre. Der var en ro og harmoni omkring det, på trods af at det var en turistmagnet uden lige. Helt anderledes rart end det vi besøgte i Ulan Bator. Dette tempel blev også brugt af almindelige kinesere og de lagde sig på knæ foran de mægtige statuer som stod over det hele og bad med armene i vejret. Ude midt på gårdspladsen stod to store smedejernsovne og duftede. Det er en skik at man brænder røgelsespinde af sammen med sine bønner, for så stiger duften op til guden. Men her er ingen smalle steder. Vi snakker ikke om en eller to små røgelsespinde som vi forsigtigt tænder derhjemme. Nej, her køber man en æske, og så sætter man ild til hele flokken og brænder den som en fakkel mens man mumler sin bøn til Buddha. Når man er færdig med at bede smider man resten af røgelsespindene ind i ovnen som så står og oser. Når jeg tænker på hvordan drengene indimellem har sendt hinanden øjne, når jeg brændte en smule olie af, tror jeg nok lige, de ville få dufte nok i dette tempel. Men jeg slugte det hele. Med øjne ører og næse. Og jeg elskede det. Vil nok installere sådan en ovn hjemme i haven!


Buddha har tilsyneladende mange former, og vores søde guide fortalte og viste frem. Den ene statue hed 'Laughing Buddha'. En lille tyk Buddha med lange øreflipper og et stort grin. 'That's you! Laughing Buddha!' Hun pegede grinende på Palle. Som trak maven ind men ikke kunne lade være med at grine, og det slog mig at hun havde ret. Palle griner meget, og når han bliver usikker på hvad guiderne siger så nikker han med et stort smil og siger:'Yes, yes!' Lisa blev ved med at kalde ham 'Laughing Buddha' resten af dagen, men med så meget charme at hun slap fra det.

Vi måtte videre. Næste stop ved lige rundt om hjørnet. Et jade-museum. Det var fuldstændig fantastisk. Selvom vi igen blev overladt til en 'lokal guide' og vidste at det måtte ende i en shop, kunne jeg ikke skjule min begejstring. Den ene store jadeklump udskåret og formet så man skulle tro der var løgn. Lige inden for døren stod et skib. 3 meter langt. 2 meter højt. Fyldt til bristepunktet med detaljer. Både dyr og mønstre og seværdigheder som Den kinesiske mur, den forbudte by, osv. Det var et kunstværk man ikke kunne se sig mæt på. Men der var mere. De smukkeste vaser, skåle, og skulpturer. I grøn jade, hvid jade, sort jade, rød jade. Kina må være fyldt med jade. Jeg fik et lynkursus i at bestemme kvaliteten af jade i forhold til om farven er jævn. Dyb. Og transparent. Som forventet endte vi i en stor forretning med jade i alle afskygninger. Men selvom der var priser på skulle man stadig tinge om prisen. Jeg faldt for en dyr kæde (You have good eye, som han sagde da jeg pegede på den). Jeg endte med at få den til ¼ af den pris der stod på den, men så havde han også fået fat i sin chef og hun måtte yderligere ringe til sin boss for at få lov til at sælge den til den pris. Men nu var det jo min fødselsdag.

Palle og Lisa havde ventet tålmodigt mens jeg handlede. Palle faldt i snak med en lille nyansat kineserpige, som havde snakket og snakket. De hyggede sig rigtigt. På et tidspunkt havde jeg sagt nej til min jadekæde, og havde forladt disken, fordi jeg synes den var for dyr. Da jeg så fandt Palle stod han og kiggede på malerier med den unge pige og jeg kunne slet ikke nænne at forstyrre dem, for det så så hyggeligt ud. Da de fik øje på mig og vi gik ud sammen stod resten af personalet ved et bord hvor de havde lagt min kæde frem igen. Nu skulle jeg bare sige hvad jeg ville give, så kunne vi handle. Utroligt. Men nu var jeg da ved at lære det. Palle gik videre og den lille kineserpige fulgte ham. Han fandt en pandabjørn til Felix og hun blev så glad for nu havde hun været ansat i en uge, og det var hendes første handel.

Vi fortsatte til 'The TV-tower'. Som guiden sagde har man ikke været i Shanghai hvis man ikke har været i 'The TV-tower'. Det havde resten at Shanghais turister så også fundet ud af. Selvfølgelig. Vi kom op i 265 meters højde og kunne se ud over byen. 'You can see Denmark' som vores søde guide sagde. Det kunne vi nu ikke. Men det var et flot syn at se ud over byen. Den består i høj grad af højhuse, men de har virkelig gjort noget ud af det. Designet er varieret og flot. Mange af bygningerne har specielle kendetegn. En ender i en lotusblomst. En ligner er stilren øloplukker. En anden en fyldepen. En er guldfarvet. En blå. Mange i spejlglas. Men sammen var det et imponerende syn.

Bunden af TV-Tower var et stort museum som viste Shanghais historie bygget op i små tableauer, med dukker i narturlig størrelse. Vi gik igennem det gamle Shanghai og kiggede ind i de forskellige forretninger. Meget oplysende og underholdende. Selv opiumshulen var med. Senere kom vi hen i en afdeling med mindre modeller. Fantastisk flot bygget op. Vi brugte en masse tid der.

På vej ud købte vi hver et kyllingelår vendt i noget dej og friturestegt. Vi har ellers holdt os helt fra at købe mad på gaden for ikke at risikere noget. Det var så noget af det bedste vi har smagt. Ironisk nok.

Vi var tilbage på hotellet ved fem-tiden. Det passede os rigtig godt. Internettet drillede, men vi fik det lavet, så jeg kunne få snakket med Sjønne og drengene.
Palle og jeg blev på hotellet og spiste. Vi fik en rigtig god middag så det var dejligt. Så drak vi den flaske champagne jeg havde fået af Sjønne.

Jeg gik i seng med fornemmelsen af at have haft en rigtig dejlig dag. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har spist en fødselsdagsmiddag, jeg ikke selv har lavet. Men heller ikke at jeg nogensinde har fejret den uden mine drenge.


Tirsdag d. 29. juli Afgang Shanghai med fly
Disse to sidste dage er nærmest transportdage. Jeg landede i Beijing med en slem hovedpine. Jeg er ikke supergod til det med at flyve. Derfor sagde jeg nej til at gå en tur da vi var fremme ved hotellet kl. 18.

Palle gik en tur, men kom tilbage og hentede mig. Han havde fundet et nyt kvarter, som han synes jeg skulle tage med ud og opleve, og det var i sandhed både hyggeligt og charmerende. Gadeliv, som det kun kan være i varme lande om aftenen. Små og store forretninger som har åbent til der ikke er flere kunder. Vi hyggede og tussede rundt og jeg fik brugt mine sidste yuan.

Nu venter jeg på turens sidste pick-up, og kan samlende sige at det har været en fuldstændig fantastisk tur. Jeg er meget taknemmelig for at Palle inviterede mig med. Det har åbnet mine øjne på mange leder at være afsted på denne måde. Og Palle er nem at rejse med.

At rejse er at leve som han sagde den gamle digter. Men at komme hjem igen er nu også livet!!

Mange kærlige hilsner til jer alle. Vi glæder os begge til at se jer, og som Palle skrev i sit sidste rejsebrev; hvis I vil vide mere har vi 6 timers-lysbilledforedrag. 2 timers film. 55 siders dagbog og mindst 4 døgns småsnak! Bare sig til ;-)

Maria – Og Palle.

-- Maria Kjær-MadsenVindeyørevej 2Tåsinge