Hej alle Nu er vi nået så langt, at turen med den transsibiske starter i morgen aften - har fået billetterne af vor russiske kontaktperson som vi med møje og besvær fandt.Lige nu sidder Maria og jeg og skriver på hver vores bærbare. Sidste mulighed i sikkert lang tid.Indtil nu er alt gået helt efter planen. Lige nu kan vi uden problemer og brug af kort finde rundt i både Berlin og Moskva.Vi er ret seje til at bruge de offentlige transportmidler: bus, tog, s-bane, u-bane, metro, sporvogne og færger.I Berlin har vi set alt hvad der er værd at se - og har endda været i Bertolt Brechts teater et kvarters gang fra vort hotel ( verdens mindste med 5 værelser, enormt hyggeligt og stemningsfyldt ) og set og hørt Mnozil Brass synge og spille en operette - fantastisk flot - fremragende musikere og sangere - og drønhamrende morsomt. Berlin blev oplevet i tysk varmerekord på 42 grader - stod på et termometer på en busholdeplads ved Friedericksstrasse. Så næste dag stod på en 4 timers flodsejllads på Spree. Her var der lidt køligere.Efter et døgns rejse gennem Tyskland og Polen og Hviderusland og Rusland med 2 flasker vand, 8 kiks, et par cocktailpølser og 0.3 liter rødvin ankomst til et af 4 kæmpestore hoteller i yderkanten af Moskva kl 23 hvor vi endelig fik aftensmad. Bor på 26. etage i det forhenværende olympiske kompleks. Maria sidder lige nu og snakker med Kasper og Frederik over billedtelefonen - vi har begge trådløs netforbindelse (købes i lobbyen for 20 kr/døgn ).Har i dag været på Den røde Plads og i 2 kirker og en gågade - alt er foregået i regnvejr.Dagen i morgen er afsat til Kreml og de sidste indkøb - så går det ellers derudad over stepperne.Vi er begge stadig ved godt mod, og I behøver ikke sende flere penge.Når vi får mulighed for det, får I mere at vide.

Kærlig hilsen også fra Maria

Palle

Hej igen
Nu er der gået 4 dage og 5183 kilometer siden I hørte fra os sidst. Lige nu er klokken 14.32 hjemme hos jer, men her er vi på vej i seng – kl. 21.32.
Søndag aften satte vi os ind i en transsibirisk jernbanekupe – 1. Klasse, der her såmænd bare betyder, at vi var 2 personer i kupeen i stedet for 4. Vi undrede os over, hvordan man 4 mand klarer en sådan tur så tæt sammen i 4 dage. Når Maria og jeg sådan lå og døsede hen var der faktisk ikke plads til andre. Hvad fik vi så tiden til at gå med? Jo, Maria har hæklet et sjal på 1,60 m. * 1,20 m med stang- og luftmasker. Jeg har viklet garnet ud, læst en bog på 580 sider og taget en masse billeder hver gang toget gjorde holdt. Alt hvad vi har læst og hørt om de russiske konduktører der efter sigende styrer en sovevogn som en lille diktator, og som skal smøres, bestikkes og smigres, gjorde vores 2 konduktører til skamme. Var utroligt smilende og hjælpsomme uden at forlange andet end et Spatsiba (tak) til gengæld. Selvom vi ikke skulle lave noget som helst eller måske netop derfor, føltes tiden til tider lang . Alle kneb blev brugt for at udfylde tiden, men alligevel var det sidste døgn svært at komme igennem. Kroppen sejlede rundt og der er ingen steder man kunne finde ro. Så vi var glade da vi endelig standsede i Irkutsk kl. 1.30. Problemet var bare, at da vi kommer ind på stationen er klokken halv syv lokal tid og vi skal tjekke ind på det eksklusive hotel Ebpona (Europa)som en venlig taxichauffør finder til os i den anden ende af byen. Værelset kan vi selvfølgelig ikke få før de andre gæster er tjekket ud og værelset rengjort. Så der bliver en del ventetid i i lobbyen for os 8 danskere der steg af toget den morgen. Dagen synes uendelig lang og vi falder længere og længere ned i de store lædersofaer. Lige før øjnene endegyldigt lukker i, får vi værelset, og efter det første bad i 4 dage skal der soves i de lækre senge der ikke bevæger sig. Da vi ankom, var der 8 graders varmt, men her i løbet af dagen er den kommet over de 30 grader selvom der er overskyet. Rigtigt fastlandsklima. Indtil for 18 år siden, var Irkutsk kun en by man kom til, hvis myndighederne tvangsforflyttede uønskede personer fra den europæiske del af Rusland. I dag er der 600.000 indb. så der må have været mange i Europa man ikke ville kendes ved. Tiderne er ændret og alle kan komme og rejse som man vil. Byen er fyldt af modsætninger: Nye store bygninger, og gamle faldefærdige træhuse side om side. Gamle stinkende larmende og osende russiske busser kører blandt de nyeste japanske 4-hjulstrækkere (købt brugt i Japan – de har rat i højre side). Store flotte og dyre modebutikker og morlille med sjal og tørklæde der sælger stikkelsbær plukket hjemme i haven. Hovedindtryk: En stinkende og larmende by med alt for mange mennesker samlet et sted.
Modsætningen kommer i morgen hvor vi skal ud på Bajkalsøen – et yndet feriemål for russerne, på grund af den uberørte og intakte natur. En ægte russer skal besøge søen mindst en gang i sit liv. Det vil forlænge livet med 25 år. Jeg håber det ikke gælder mig, for så er der jo igen 27 år til pensionen!! Vi overnatter i en hytte ved søen inden til kommer tilbage til hotel Ebpona hvor vi efter en enkelt overnatning tager til Mongoliet og Gobiørkenen.
Vi lader høre fra os igen fra Beijing hvis det er muligt.
Kærlig hilsen også fra Maria

Palle

Så er der nyt igen – denne gang fra Østen.
Da vi forlod jer sidst, var vi på vej til Bajkalsøen. Vi dvs. Maria og jeg, Kim og hans datter Kristine fra Esbjerg og et forældrepar fra Grønland med deres søn og hans svenske kæreste blev afhentet i en gammel faldefærdig bus der kørte bedst i 1.og 2. gear. Godt det samme for vejene der i Sibirien ligner et stykke ost – fyldt med huller. Os 8 i bussen var derefter mere eller mindre godt rystet sammen de næste 4 dage. Nogle utrolig rare mennesker som vi havde det godt sammen med. Efter en times kørsel nåede vi til et færgeleje ved Bajkalsøen, steg ombord i en fiskerbåd ombygget til turistsejlads og sejlede ud på søens klare og stille vand. Solen var ved at bryde igennem skyerne og efterhånden var de eneste skyer dem vi så i det fjerne standset af bjergkæderne på begge sider af søen. Vi blev sat af i en lille landsby på et på 100- 200 huse og da båden stoppede sine motorer var der kun stilhed, natur og atter stilhed. Byen er så isoleret, at den kun kan nås pr. båd, og altså ingen biler. Maria og jeg blev afhentet af vores vært som førte os om bagerst i landsbyen, hvor han på sin grund havde opført en del forskellige bjælkehuse, som familien lejede ud til turister. Vi blev anbragt i en hytte på 1. sal oven over saunaen som jeg senere vil vende tilbage til. Mor lavede mad til hele familien incl. deres 2 drenge og alle gæsterne. Dugen til bordet blev vasket i den nærliggende fos. Det var god solid russisk bondemad uden for mange dikkedarer men meget velsmagende. Den eneste kontakt vi havde med vore værter var, når der blev råbt ”katléty pa-kijefski”. Når vi ikke reagerede råbte hun det bare en gang til lidt højere – så gættede vi på at maden var serveret. Det meste af tiden blev tilbragt ved stranden og de 2 gader byen bestod af. Det var den rene idyl fra A til Z. Hundene gøede i deres huse, hønsene kaglede, fuglene fløjtede og køerne græssede rundt omkring i haverne, på standen og på vejene. Det var forår – syrenerne var lige sprunget ud og mælkebøtterne lyste op overalt. Vejret var stille og solen bagte – men alligevel gik vi ud på en lille stitur langs klipperne. Af mangel på vand og på grund af den bagende sol vendte vi hurtigt hjemad. Aftenen tilbragte vi ved stranden – læste, fotograferede og studerede hvordan byens beboere tilbragte en lørdag aften. Da vi kom hjem havde drengene tændt op i saunaen (under vores værelse) og familie og venner var samlet i haven over et par glas øl og måske en vodka. Det var lørdag og så skulle der bades!! Hver gang døren til saunaen gik op steg store dampskyer op igennem lemmen til vores værelse. Så da Maria og jeg til sidst var så trætte at vi ikke mere kunne holde os oprejst, måtte vi krybe til sengs i et værelse fyldt med varm og fugtig vanddamp. Skorstenen fra saunaen gik lige forbi mine tæer, så alt i alt blev det en varm og fugtig nat.
På båden tilbage stifter vi bekendtskab med et par studerende fra København – Mette og Magnus som vi de næste dage tilbringer en del tid sammen med. Resten af dagen blev tilbragt med lidt sightseeing i omegnen af Bajkalsøen med bla. et interessant besøg på det lokale frilandsmuseum. Herefter overnatning og næste dag tog til UlaanBaator.
Mongoliet var for os begge et totalt ukendt land – både med hensyn til natur, befolkning og udvikling. Men det var nok her vi har fået vores hidtil største oplevelser. Ankommet til stationen i UlaanBaator tager vi afsked med Kim og hans datter der skal på vandring i ørkenen i en uges tid men bliver så sammen med den grønlandske familie og Mette og Magnus og vores nye guide Uldshi (sådan udtales det) kørt til en nationalpark et par timers kørsel fra byen. Turen starter i i trafikhelvedet i byen hvor den frækkeste og den der bruger hornet mest har ret. Smoggen ligger tæt over byen og ikke 1 meter asfalt uden huller og revner. Efterhånden som vi nærmer os målet ændrer omgivelserne karakter. Vi forlader de gamle russiske kaserner byerne og husene og ser efterhånden kun enkelte bebyggelser med 2 til 5 ger (jurter) spredt i et utroligt storladent og smukt landskab. Overalt ses spredte små eller store grupper af geder, køer, yakokser, heste eller får.
Efter et besøg i en ger hvor bedstemor byder på traditionel varm mælk (hjulpet af sin datter og et par børnebørn), og andre velsmagende ukendte mælkeprodukter kommer vi til vores egen ger hvor Maria, jeg, Mette, og Magnus skulle overnatte. En ger er et flytbart telt der pakkes sammen af kvinderne og flyttes af 4 kameler. Teltet er rundt med en diameter på 8 meter med 1.8 m højt i siderne og 2.5 m i midten hvor der står en brændeovn. Utrolig effektiv. Da vi tændte den om aftenen gik der få minutter før hele teltet var opvarmet, da teltet er isoleret med fåreuld. Opholdet blev en uforglemmelig oplevelse. De søde mennesker vi mødte og den fantastiske natur der i hele verden kun findes her. Hver familie har et dyrehold bestående af køer, heste, får, geder, enkelte kameler og et par hunde. Om natten er de lukket inde bag et stakit der går hele vejen rundt og geren. Om dagen kan de gå hvor de har lyst. Alle dale, bakker, bjerge er til fri græsning for dyrene. Enkelte områder er indhegnet bla. på grund af nyplantning.
Hos vor besøgsfamilie efterlod vi Maria og Mette der ville ud at ride. Vi andre besteg et par bjerge og glædede os over den tomme ørnerede vi fandt og over den fantastiske udsigt vi havde overalt.
Dette paradis som virkelig krævede et længere ophold, måtte vi allerede forlade næste dag, da nationalmuseet i Ulaanbaator ventede. Efter af have set på nogle tusinde sten, hundredevis af biller, gamle knogler udstoppede fugle og dyr slap vi fri. Den dags oplevelse var et folkloreshow – som nok snarere var en opvisning af de dygtigste sangere, musikere og akrobater Mongoliet kunne opvise. Fantastisk flot og imponerende. Især sangeren der med sin strubesang kunne synge trestemmig med sig selv.
Næste morgen var der afgang fra Ulaanbaator med et mongolsk tog til Beijing. Det bedste vi indtil nu har kørt i. Rejsen gik 600 km gennem Gobiørkenen der blev mere og mere gold. Vi så flere lig af køer og får der havde forvildet sig derind. Dagens temperatur var 34 grader med let sandflugt (vi havde aircondition og lukkede ruder). Turen forløb uden problemer, men lad mig lige nævne, at en passage af en grænse herude, er noget af et kunststykke. Eks: Det hele starter 1 time før grænsen hvor toiletterne bliver låst af indtil videre. Derefter er der aflevering af pas, udfyldelse af indrejsepapirer, udrejsepapirer og toldpapirer gerne udformet på kinesisk og mongolsk. En oversættelse er ikke altid lige at få. Derefter ventetid mens de ser alle papirerne igennem og bagefter skal vi ind i en remise og toget påmonteres nye hjul med 9 cm kortere bredde. Derefter udleveres passene og vi kan komme videre og toiletterne åbnes igen. Alt i alt 6 timer.
I dag fredag er vi ankommet til Beijing, indkvarteret og har her til aften været til Akrobat Show i et lokalt teater. Et show på et højt kunstnerisk og teknisk niveau, som runder dagen af, inden vi i morgen skal i Den forbudte By, på Muren og spise Pekingand.
Nu er vi trætte men ved frisk mod i morgen igen, hvor der venter nye oplevelser.

Kærlig hilsen fra Maria og

Palle

Kære alle
På nær 2 dage har vi været undervejs i 3 uger fyldt med indtryk. Lige nu er vi med tog ankommet til Xian 1200 km syd for Beijing. Xian er de gamle kejseres hovedstad helt for 2000 år siden og 1200 år frem. Vi ankom til Xian kl. 8.30 om morgenen hvor en guide og chauffør ventede os på stationen og kørte os til hotellet.
Nu bliver jeg altså nødt til at komme ind på det at være i kontakt med en guide; vi har nemlig haft mange forskellige oplevelser. I Irkutsk i Sibirien blev vi, gruppen på 8 personer, i 2 døgn ledet af en lokal fyr med gode engelskkundskaber og charmerede udtale: Dimitri. En ung fyr i 30erne – professionel og meget vidende. Hvis han ikke lige forklarede os noget hang han i sin mobil der ringede uafbrudt. Man fornemmede virkelig, at han havde gang i forretningen, og klarede da også alle de problemer der opstod undervejs med bravour. Han var et meget åbent menneske der fortalte os om sin mistillid til det gamle kommunistiske styre og sin mangel på den ortodokse tro, i modsætning til hans forældre, der savnede stalintiden og dens forudsigelighed. Han var også den eneste af vore guider der havde været udenlands – nemlig Thailand. Stor ros til Dimitri.
Vor næste guide for os 8 personer var Uldshi, en fantastisk smilende, leende og vennesæl mongolsk pige på 19 år, der var på sit første job, og også sidste fik vi senere at vide. Hun skal fra august studere økonomi i Arkansas, USA. Man fornemmede virkelig, at grunden til at hun tog dette job var, som hun selv sagde, at hun elsker at få nye venner. Det viste sig da også gennem de næste døgn, at hun var mere interesseret i at komme i familie med os, end guide rundt. Da vi var 8 til at tage os af hende på skift, klarede vi det ret fint – selvom Maria og Else (grønlænderen) måtte tage det største læs som ”mor”. Denne kærlige pige ønsker vi alt godt i USA.
Ankommet til Beijing fik vi en ny guide, en lokal pige på 24 år med det amerikanske navn Betty ( det kinesiske navn kan vi ikke udtale ) samt en privatchauffør med sort VW-limousine . De to stod til vor rådighed i 2 døgn hvornår vi havde lyst og til hvad. Betty var utrolig opsat på at præsentere Beijing på en måde, der ville få os til at holde af byen som den bedste i verden – vi fornemmede virkelig, at kritik af Kina og især forholdene i byen ikke var så velkommen – den kritik foretog vi så indbyrdes. Betty var en professionel guide med 2 års erfaring, og hun havde da også en utrolig leksikal viden om byen og alle Kinas kejsere. Programmet for Beijing var meget komprimeret – vi skulle jo nå at se alt hvad der var værd at se på 48 timer. Hendes holdning var ligeledes at det at være guide, var en vej til at skaffe sig venner for livet. Betty har et stort ordforråd, men med en udtale der ikke altid er nem at forstå for en dansker. Da Maria er den af os der forstår og snakker engelsk bedst, måtte hun tit lægge øre til lange historiske udredninger, hvor jeg for længst var stået af. Efter 2 døgn med koncentrationen og ørene slået ud på max var det en lise at komme til banegården i Beijing – det mest larmende sted i Kina - , hvor vi tog afsked med chaufføren og Betty, der underligt nok tørrede et par tårer bort ved afskeden.
Vi er nu ved vores 4. guide. Hun og hendes chauffør ( vi kalder ham vores privatchauffør) fulgte os fra stationen til dette hotel og vi kan allerede nu mærke, at de er professionelle. Vi er installeret på et 4 stjernet hotel, og på grund af regnvejr, har vi hele denne dag fri for os selv. Den udnyttes til at komme på nettet og i forbindelse med familie og venner – foregår på værelset med aircondition og free bar. I morgen kommer så hele den store tur rundt i byen og til Minggravene med de tusindvis af taracottasoldater.
Men tilbage til Beijing. Dagen startede med Rundtur på Den himmelske Fredsplads og Den forbudte By. Især det sidste sted rummer mange historiske minder for kineserne, som de tager meget alvorligt. Da jeg på et tidspunkt indskød den bemærkning at formand Mao også havde boet i Den forbudte By, blev jeg mødt med hårdnakket afvisning. ”Giv kejseren hvad kejserens er ” – kunne mundheldet være. Derefter var vi på rundtur i kejsernes Sommerpalads – beliggende uden for Beijing men i samme byggeskik. Her skal lige nævnes, at kineserne elsker at tage billeder og elsker at blive fotograferet, men på en ganske bestemt måde. De bruger et af deres 1 milliard digitale kameraer de har i landet; når de har fundet et godt motiv, stiller de resten af familien og vennerne op foran motivet og tager billedet. Jeg blev fascineret af denne kultur, og begyndte at fotografere fotografer og ofre. Til lidt irritation for Betty der gerne ville stille sig op på vanlig kinesisk måde så jeg kunne få et billede. Til gengæld har jeg fået en masse dejlige billeder af kinesere der tager billeder og kinesere der tages billeder af. Om aftenen havde vi inviteret Betty på Pekingand, for vi ville jo gerne lære hvad sådan en and indebærer og hvordan man spiser den. Flere timer og en hel and senere var vi blevet meget klogere. Bare spørg. Dagen efter tog vi motorvejen de 2 timer til ”Den kinesiske Mur”. Det viste sig at være en gendigtning af, hvordan muren kunne have set ud hvis den havde været her endnu. Visse steder lå den kun 30 cm over landskabet. Men alligevel gik vi de ca. 1500 trin opad svarende til ca. 800 meter. En præstation som ikke alle kinesere eller udlændinge kunne klare, så da vi returnerede gennemblødt af sved, købte jeg en t-shirt til 17 kr. med teksten: ”I climbed the great Wall”. Turen gik her efter til et indkøbsmekka for turister, hvor man kunne købe alt i silke og jade. Især jade en yndet eksportartikel. Armbånd fra 300 kr til 2 meters figurer til 280.000 kr. Herefter en ikke særlig interessant rundtur i minggravene og så til hovedbanegården i Beijing for den videre tur.
Der var planlagt sightseeing i Xian i dag, men på grund af mange dages intens bombardement af sanseindtryk, er denne ”fridag” meget velkommen.
Kærlig hilsen fra Maria og

Palle

Kære alle. Nu er vi ankommet til Chongqing der som bekendt ligger ved Yangzifloden og vi er det sydligste vi når på denne tur – svarende til midt i Sahara. Her er der tropenætter hver nat, og enten 37 grader varmt eller regn og 30 grader varmt om dagen. Da vi sidder i det ene af skibets 2 luksuskahytter med aircondition og udsigt til hele den 13 mill. store by i farver, er livet ikke så svært. Men tilbage til Xian.
Ankommet med tog fra Beijing om morgenen i regnvejr, fandt Maria vor nye guide Lily, der jo meddelte os, at denne dag ville blive fridag. Forsynet med paraply forsøgte jeg om eftermiddagen at gå ind til centrum af byen, men efter en gåtur på 1 time uden at være kommet til bymuren, vendte jeg om. 2 dage senere fortog jeg turen igen men denne gang i taxa. Det tog ½ time og 12 kr. at komme derind, men så fik jeg også købt rent tøj, som jeg sådan trængte til. De næste 2 dage ville vi så få hele programmet. Vi startede med morgenmad og derefter står vores chauffør og guide til rådighed hele dagen. Vi starter med en rundvisning på den neolitiske boplads Banpo, en af verdens ældste bopladser – 6000 år gammel. Vi fortsætter vor turne i omegnen med et besøg i de varme kilder i Huaqing, der har været kendt i over 3000 år, men som især konkubinen Yang Guifei har gjort berømt, da hun indrettede utallige templer og badebassiner. Om de har hjulpet hende, fortæller folkeminderne ikke, men derimod at hun til stadighed led af armsved!!! Ind i bilen og videre til frokost som afsluttes med en demonstration af, hvordan man spinder silke og laver silkedyner. I den tilhørende forretning gik Maria silkeamok. Måske lidt forståeligt, da priser fra 150 kr – 500 kr. pr kjole i silke og lækkerdessin var normen. Belæsset med pakker som gemmes væk i bilen, fortsætter vi til et værksted der laver terracottafigurer lige fra størrelser på 1,80 meter til 5 cm. Dette er en salgsmesse og den bekymrede lokale guide fra fabrikken, viger ikke fra min side før vi har købt noget. Derefter fortsætter vi til den rigtige hær af terracottafigurer. Da kejseren Qin Shi i år 250 f. kr. som 13 årig gav ordre til af påbegynde hans grav, gik flere end 100.000 arbejdere i gang. I dag er der udgravet 7000 soldater, vogne og dyr og mange flere venter på at blive gravet ud. Det er et stort arbejde, da gravene kort tid efter Qin Shis død blev plyndret af de lokale bønder – brændt og ødelagt. Et fantastisk syn som tager pusten fra os begge. Selvom kinesiske kejsere og en kommunistisk leder har gjort hvad de kunne for fjerne fortiden og lade dem selv være de skabende, er Kinas fortid bare så stor, nærværende og overvældende at intet har kunnet slå den ihjel. Og vi føler også, at den menige kineser virkelig hæger og bekymrer sig om deres fortid. Ja stolte af den. Ind i bilen og videre til næste salgsmesse. Nok en demonstration af, hvordan man laver og drikker te, afsluttende med en kraftig opfordring til ak købe te eller tilbehør. Jeg må indrømme, at da jeg ikke er den store tedrikker og ikke kan fatte hvor dejligt det er at drikke denne tynde kop jasminte der ikke smager af noget, falder demonstratricens guldkorn på klippegrund, mens Maria er mere til te og derfor mere lydhør. Da pigen er utrolig kær og indtagende lykkes det også hende at få solgt noget inden vi fortsætter hjem til et hurtigt bad og tøjskifte inden næste programpunkt.
Kl. 7 bliver vi sat af ved Shaanxi Grand Opera House Xi’an China, hvor middagen står på specialiteten Dumpling Banquet fra Tangdynastiet. Dumpling dækker over en lille klump dej indeholdende en smagsoverraskelse. Det kan være and, valnødder, fisk, en grøntsag, osv. Dejklumpen er ofte udformet så den viser indholdet. Er indholdet vandmand ligner dejklumpen en vandmand. Personligt kunne jeg godt spise det, men jeg har haft større gastronomiske oplevelser end denne. Kl. 8 startede det store historiske danse og musikshow fra Tangdynastiet. Store farvemættede scener, flotte dansere og dygtige musikere sluttede dagen af.
Næste dag var det at jeg tog taxa til centrum og købte tøj.
Efter frokost fik vi tilbudt massage i en af byens bedste saloner. Ikke min stil, så jeg tog i supermarked for at købe ind til næste døgns togtur. Maria fik over 1 times massage for ca. 150 kr. Penge der var godt givet ud, da hun kom ud derfra som et helt nyt menneske, med masser af energi ingen myoser eller ømme lægge fra turen på muren.
Ved 3 tiden sætter vi os i toget, og fortsætter vor videre tur sydpå mod næste mål: Chongqing.
Her vil vi prøve at skrive inden sidste mål: Shanghai.

Kærlig hilsen fra Maria og

Palle

Sidste rejsebrev – der bliver kort denne gang, da vi er på vej hjemad med et hårdt program foran os.
De sidste 4 overnatninger er foregået på en flodbåd hvoraf vi sejlede i 2 døgn ca. 650 km. Ved check in på færgen var vi de eneste i receptionen, så mens vi blev vist til vores udmærkede kahyt, fortalte receptionisten, om en endnu bedre og større kahyt – nu med køleskab og eneret til skibets eneste fordæk (sammen med genboen). Forskellen i pris var 200 euro, men da vi så hvilken komfort og luksus vi fik tilbudt, valgte vi som Jeppe at vågne op i baronens seng. Det fortrød vi ikke. Med temperaturer på mellem 30 og 40 grader, var der kun 2 steder man kunne opholde sig. I kahytten med air kondition eller på vores fordæk hvor vinden kølede. Det blev således næsten 2 døgn på fordækket, hvor vi fra første parket oplevede den kinesiske natur flyde forbi os. Turen ned af Yangzi blev kun afbrudt en enkelt gang, da vi kom ud i små lokale kanoer roet af 6 storsmilende og hårdtarbejdende mænd der roede og trak os op gennem strømfaldene. De er efterkommere af en minoritetsgruppe der i generationer har slæbt pramme op mod strømmen i floden – tit med livet som indsats. I dag har de fundet en niche, hvor de villige turister betaler for at bliver underholdt og serviceret. Gruppen er ellers en del af de ofre som De tre Kløfters Dæmning giver, idet over 1,3 millioner skal flyttes fra deres byer eftersom floden fra næste år vil være steget med yderligere 15 meter. I dag er den allerede steget 40 meter. På dagens bustur gennem De tre Kløfters Dæmning så vi den fra alle sider – nedefra, oppefra, fra højre og venstre. Kineserne er utrolig stolte af denne verdens største dæmning, og vore hoveder er fyldt af MEGA-watt og procenter, spyttet ud af utallige højttalere.
Dette er skildret meget kort - heldigvis for mig er Marias rejsebreve mere detaljerede, så hvis jeg glemmer eller overser noget kan jeg finde det der.
Efter rundturen ( der var med guide ) på dæmningen blev vi afhentet af en guide, det fulgte os til lufthavnen i Yichang, hvor vi efter en kort pause ( vi har lært tålmodighed ) på 4 timer satte os i flyet til Shanghai, som vi nåede efter kun 100 min flyvning. Her vi afhentet af en guide som førte os til et hotel i Shanghai, en by der ligner New York men med 20 mill. indb.
Her sider vi lige nu og skriver vore sidste rejsebreve.
Program for i morgen: Besøg med guide i et Buddahtempel, toppen af et radiotårn, en park og havnefronten.
Program for i overmorgen: Flytur til Beijing, med overnatning på det hotel vi kender fra sidst, og derefter hjem til Kastrup, hvor Sjønne vil hente os.
Så i denne omgang ikke flere nyheder, men det skulle undre, hvis vi ikke havde lyst til at fortælle meget mere og vise vores 6 timers lysbilledeforedrag og 2 timers film. Vi har også 4 timer med mongolsk og kinesisk folkemusik og hvis det ikke er nok, en dagbog på 60 sider. Bare sig til.

Kærlig hilsen og på gensyn fra

Maria og Palle